Er de nye ægtepagter gyldige?
Hastværk kan være lastværk.
Denne berømte sætning kan være aktuel i forbindelse med udarbejdelsen af ægtepagter efter, at den nye lov om deling af pension ved skilsmisse trådte i kraft den 1. januar 2007.
Før 1. januar 2007 var udgangspunktet nemlig, at ægtefæller med formuefællesskab skulle dele visse pensionstyper ved separation/skilsmisse.
Efter 1. janaur 2007 er udgangspunktet ifølge loven, at visse pensionstyper ikke skal deles mellem ægtefæller, der lader sig separere eller skille.
Mange er af den opfattelse, at det er en urimelig fordeling af det aktiv, som en pensionsordning trods alt repræsenterer, og derfor er løsningen, at der laves ægtepagter, således at man også efter 1. januar 2007 sikrer en ligedeling i tilfælde af skilsmisse.
Man skal dog være klar over, at man ifølge loven ikke kan aftale deling af pensioner med livsvarige udbetalinger, men i forsøget på at lave fleksible ægtepagter forsøger mange sig med en formulering om, at den enes rate- og kapitalpension skal deles, men kun i det omfang, at værdien overstiger den andens eventuelle pensioner med livsvarige ydelser.
Det er en omgåelse af loven, og flere juridiske eksperter er af den opfattelse, at sådanne formuleringer er ugyldige.
Da loven er så ny, har domstolene naturligvis ikke taget stilling hertil, men man bør for en sikkerhedsskyld få udarbejdet en ægtepagt hos en sagkyndig advokat.
For god ordens skyld skal det afslutningsvis nævnes, at ægtepagter kan indgås både før og efter, at ægteskabet er indgået, og også efter den nye lov trådte i kraft den 1. januar 2007.
For yderligere oplysninger om ægtepagter, herunder formulering og prisoplysninger, kan du rette henvendelse til advokat Annette Bendixen og advokat Thomas Ghiladi.
Den 4. januar 2007 |