Vestre Landsret tilsidesætter Arbejdsskadestyrelsens vurdering af stationærtidspunkt i arbejdsskadesag

H. havde siden 1998 været fastansat hos en virksomhed, der producerede dyrefoder.

Den 8. marts 2000 var han imidlertid udsat for en arbejdsulykke, hvor han klemte højre arm i en maskine.

Dette medførte en langvarig sygeperiode og efterfølgende opsigelse fra virksomheden.

H. anlagde retssag mod arbejdsgiveren med påstand om, at arbejdsgiveren var erstatningsansvarlig over for H, idet maskinen, hvorved H kom til skade, var indrettet på uforsvarlig vis.

Under sagen nedlagde H bl.a. påstand om, at arbejdsgiveren skulle betale H tabt arbejdsfortjeneste fra 8. marts 2000 til 4. oktober 2000. Stridens kerne vedrørende spørgsmålet om udbetaling af tabt arbejdsfortjeneste var netop, at arbejdsgiveren påstod, at H alene kunne få udbetalt tabt arbejdsfortjeneste, såfremt arbejdsgiveren var erestatningsansvarlig over for H, og kun frem til stationærtidspunktet der forud for sagsanlægget var blevet vurderet skønsmæssigt til den 8. juni 2000 af Arbejdsskadestyrelsen.

Forud for sagsanlægget havde Arbejdsskadestyrelsen vurderet stationærtidspunktet 2 gange, nemlig første gang den 20. februar 20003, hvor Arbejdsskadestyrelsen fastsatte stationærtidspunktet til netop 4. oktober 2000.

Arbejdsskadestyrelsen omgjorde dog denne vurdering den 5. december 2003, hvor man fandt, at stationærtidspunktet skønsmæssigt måtte ansættes til 3 måneder efter ulykken, dvs. den 8. juni 2000, fordi man lagde vægt på, at en speciallæge i sin erklæring den 22. maj 2002 havde anført, at behandlingen af H's håndskade i form af ergoterapi og fysioterapi ikke ifølge H's egne oplysninger havde haft en væsentlig effekt og en bedring af hans tilstand.

Byretten gav H medhold og dømte arbejdsgiveren til at være erstatningsansvarlig over for H og gav samtidig H medhold i, at retten til tabt arbejdsfortjeneste periodemæssigt måtte udstrækkes fra skadestidspunktet indtil 4. oktober 2000 i overensstemmelse med Arbejdsskadestyrelsens første vurdering af sagen.

Det bemærkes, at bevisførelsen under domsforhandlingen i Byretten bl.a. bestod i, at Arbejdsskadestyrelsens lægekonsulent udtalte sig og fastholdt, at stationærtidspunktet måtte vurderes til 8. juni 2000, dvs. 3 måneder efter skadens indtræden.

Arbejdsgiveren ankede denne sag til Vestre Landsret, der den 16. januar 2007 stadfæstede Byrettens dom ud fra det sysnpunkt, at Arbejdsskadestyrelsens vurdering af stationærtidspunktet til den 8. juni 2000 i det væsentligste var begrundet i bemærkningen i speciallægeerklæringen om, at der ikke synes at have været effekt, hverken af bandagebehandlingen eller ergoterapi.

Denne bemærkning stammede imidlertid fra H's egne oplysninger, hvorimod speciallægens egen vurdering var, at der var sket en væsentlig bedring, og dermed en betydelig fremgang i bevægeligheden i håndled og fingre.

Ud fra dette synspunkt stadfæstede Landsretten således Byrettens dom.

Sagen blev ført af advokat Thomas Ghiladi for Vestre Landsret på vegne af H, og denne udtaler:

At dommen i det væsentligste illustrerer, at domstolene kan være tilbøjelige til at tilsidesætte Arbejdsskadestyrelsens vurderinger, enddog i arbejdsskadesager hvor der må antages at skulle foreligge et sikkert grundlag for at tilsidesætte vurderingen.

I den konkrete sag var det afgørende imidlertid, at Arbejdsskadestyrelsen havde afgivet to modsatrettede vurderinger om stationærtidspunktet, og at to speciallæger under retssagerne samstemmende oplyste, at Arbejdsskadestyrelsens vurdering af stationærtidspunktet, fastsat til 8. juni 2000, var forkerte.

Denne sag illustrerer således, at lægelige oplysninger kan være medvirkende årsag til at tilsidesætte Arbejdsskadestyrelsens vurderinger.

Såfremt der er spørgsmål vedrørende sagen, er du velkommen til at rette henvendelse til advokat Thomas Ghiladi.

17. januar 2007