FAH tilpligtet at betale erstatning til skadelidte

Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøger var berettiget til et erhvervsevnetab på 50% som følge af, at en ukendt hund var løbet ud foran skadelidtes køretøj, hvorved denne bremsede og foretog en undvigemanøvre og efterfølgende røg i rabatten og brækkede ryggen to steder.

 

Skadevolder (FAH) havde som ansvarsforsikringsselskab indledningsvis afvist erstatningspligten, idet man ikke fandt det dokumenteret, at der var tale om en ukendt hund, der var løbet ud foran køretøjet og dermed havde forårsaget skaden.

 

Da det efterfølgende kunne sandsynliggøres, at det var en hund af ukendt oprindelse, der var skyld i skaden, valgte FAH at anerkende erstatningsansvaret, dog kun med 50%, idet man fandt, at skadelidte (min klient) havde udvist egen skyld ved sin kørsel og dermed skulle have en reduktion i erstatningen på 50%.

 

Sagen blev forelagt Arbejdsskadestyrelsen, der fandt, at skadelidte havde et erhvervsevnetab på 50% og en méngrad på 20%, ligesom skadelidte blev tilkendt førtidspension på baggrund af ulykken.

 

På trods heraf ønskede FAH kun at betale halv erstatning til skadelidte, hvorefter det var nødvendigt med et sagsanlæg.

 

Under sagen blev der afgivet forklaring af skadelidte og to politiassistenter, der havde forestået sagsbehandlingen i forbindelse med politiarbejdet og foretaget undersøgelser på stedet.

 

Herefter fremkom Retten med en mundtlig tilkendegivelse, hvor der blev lagt vægt på, at skadelidte ikke havde nogen mulighed for at reagere anderledes, end hun rent faktisk havde gjort - at hunden var løbet over vejen så tilpas sent, at skadelidte ikke havde nogen mulighed for at undgå en delvis påkørsel, at skadelidte ikke havde handlet eller kørt uforsvarligt, at skadelidte ikke selv ved sin kørsel på nogen måde havde forstærket ulykkens følger, idet skadelidte havde kørt efter vej- og vejrforhold på ulykkestidspunktet, og at der således ikke var belæg for at foretage nogen former for reduktion af erstatningen.

 

FAH blev herefter opfordret til at tage bekræftende til genmæle, hvilket forsikringsselskabet valgte at gøre, hvorved skadelidte fik udbetalt fuld erstatning for det indtrådte uheld.

 

Sagen illustrerer en tendens i forsikringsselskabernes sagsbehandling, hvorefter man, i det omfang det er muligt, indledningsvis afviser kravet, og først når man er nødt til at 'bide til bollen' anerkender, at der er et erstatningsansvar, og derefter søger at begrænse dette erstatningsansvar ved at påberåbe, at skadelidte selv er skyld i ulykken.

 

På baggrund heraf må sagen ses at få et tilfredsstillende resultat for skadelidte.

 

Flemming S. Hedegaard, advokat

 

Den 24. juni 2008