FEJLBEHANDLET / FEJLOPERERET

af advokat (H) Sv.Aa. Helsinghoff, Århus

Hvis man som patient bliver fejlbehandlet eller fejlopereret, rejser spørgsmålet sig om, hvilke rettigheder man i så fald har.

Som systemet er i øjeblikket, er systemet tostrenget. Vi har dels Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, og dels har vi Patientforsikringen.

De behandler hver sit område. Man kan ikke blot klage det ene sted og så derefter regne med, at man også tager den anden side af sagen med. Der skal i så fald to klager til.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn er et disciplinærorgan, der behandler klager over den faglige virksomhed det danske sundhedsvæsen.

Patientklagenævnet tager sig f.eks. af spørgsmål om 1) undersøgelse, 2) behandling, 3) pleje etc.

Ved afgørelsen tager man stilling til, om man har tilsidesat en anerkendt almindelig faglig norm. Med andre ord om man har overtrådt lægeloven, sundhedsloven m.v. Normen her er en anden, end man anvender ved patientforsikring, hvor man tager stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Man kan nok lidt firkantet udtrykke det på den måde, at hvis man i et eller omfang ønsker hævn, er det Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, og hvis man ønsker erstatning, er det Patientforsikringen.

Patientforsikringen, som er nedsat efter patientforsikringsloven, giver patienterne mulighed for at få erstatning for skader, som er påført i forbindelse med behandling på offentlige sygehuse i Danmark. Ordningen blev sat i kraft for skader, der var sket efter den 30. juli 1992.

Pr. 1. januar 2004 blev der udvidet dækning efter patientforsikringsloven, således at private sygehuse, privathospitaler, kommunale sundhedsordninger, privatpraktiserende autoriserede sundhedspersoner nu også hører under loven, det vil sige bl.a. læger og fysioterapeuter.

Som noget nyt blev det også vedtaget, at psykiske skader nu kan betragtes som patientskadesager.

Det kan i den forbindelse oplyses, at de autoriserede behandlere har pligt til at informere om muligheden for erstatning eller klage over adfærd.

Man kan få erstatning for skade sket i forbindelse med undersøgelse, behandling e.lign. i sundhedsvæsenet.

Det betyder med andre ord, at man ikke kan få erstatning for normale følger, der kan henføres til grundsygdommens forløb.

Patientforsikringen er således ikke en garanti for, at alle operationer kommer ud med et gunstigt resultat.

Der ydes herefter erstatning, hvis den fysiske skade med overvejende sandsynlighed er forårsaget på en af følgende måder:

• hvis det må antages, at en erfaren specialist på det pågældende område ville have handlet anderledes, hvorved skaden ville være undgået,
• hvis skaden skyldes fejl eller tekniske apparaturer, redskaber eller andet udstyr, der er anvendt,
• hvis skaden kunne være undgået ved hjælp af anden og ligeså effektiv behandlingsteknik eller behandlingsmetode,
• hvis en komplikation er meget sjælden og mere omfattende, end hvad patienten med rimelighed må tåle set i forhold til alvorligheden af den sygdom, som behandles. Det vil sige, at man ved behandling af alvorlig sygdom må acceptere større komplikationer end ved mindre alvorlig sygdom.

Erstatningsordningen gælder kun, såfremt erstatningen overstiger kr. 10.000.

Forudsætningen for, at der kan blive tale om anerkendelse af en patientskade, er, at der er tale om en merskade i forhold til det påregnelige forløb.

Hvis den pågældende var rask eller i det væsentlige rask (f.eks. en sund forsøgsperson), volder erstatningsudmålingen ikke særlige problemer.

I de fleste tilfælde rammer skaden imidlertid en person, som i forvejen var ramt af sygdom eller ulykke, og erstatning kan da kun ydes for den merskade, som eventuelle erstatningsbegrundende forhold har medført. Det er således nødvendigt at fratrække for de følger, som grundsygdommen i sig selv ville have medført.

Hvis f.eks. der er tale om en diagnosticeringsfejl, som har betydet en forsinkelse af behandlingen, betales der kun erstatning for følgerne af forsinkelsen (f.eks. en længere uarbejdsdygtighedsperiode i forhold til at fejlen ikke var begået eller et større mén).

Hvis grundsygdommen under alle omstændigheder, selvom der ikke var lavet fejl, ville medføre en varig og selvstændig nedsættelse af erhvervsevnen, ydes ikke erstatning efter patientforsikringsloven.

På den anden side er der de tilfælde, hvor grundsygdommen normalt ikke kunne forventes overhovedet at medføre nogen varig helbredsforringelse, og derfor heller ikke nogen påvirkning af erhvervsevnen. Her skal der ydes erstatning.

De vanskelige problemer kommer i de situationer, hvor både grundsygdommen og behandlingens følger bidrager til det efterfølgende erhvervsevnetab. Her skal der foretages en fordeling af skaderne. Dette er en meget vanskelig vurdering. Der skal bl.a. tages stilling til, om grundsygdommen var i umiddelbar risiko for, at den ville give følger, eller om den har udviklet følgerne.

Når man nu har konstateret, at man er berettiget til erstatning, rejser sig spørgsmålet hvad man kan få i erstatning.

De væsentligste erstatningsposter er:

• Helbredelsesudgifter og andet tab, f.eks. til læge, medicin, fysioterapeut.
• Tabt arbejdsfortjeneste – du får erstatning, indtil du genoptager dit arbejde.
• Svie og smerte – udbetales som hovedregel fra ulykkestidspunktet, indtil du genoptager arbejdet.
• Godtgørelse for varigt mén – dækker den medicinske skade og det fysiske ubehag, som skaden har forårsaget.
• Erhvervsevnetabserstatning – er en økonomisk kompensation for nedsat erhvervsevne og dermed den mistede evne til at tjene penge.

Konklusionen er, at hvis man ønsker de pågældende personer stillet til ansvar, er det Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, der skal tage stilling til sagen, og hvis afgørelse ikke kan ankes.

Hvis man ønsker erstatning, er det Patientforsikringen, som skal tage stilling til sagen, og hvis man ikke er tilfreds med deres afgørelse, kan man anke afgørelsen til Patientskadeankenævnet, og derefter indbringe sagen for domstolene, hvis man stadig ikke er tilfreds med afgørelsen.

24. marts 2009