Forsikringsselskabers forsøg på ”afsløringer” af forsikringstager ved brug af privatdetektiv og videoovervågning standset.
Københavns Byret afsagde den 23. oktober 2009 en skelsættende dom i forbindelse med en forsikringstagers ansøgning om udbetaling af erstatning for tab af erhvervsevne og præmiefritagelse i henhold til en tegnet erhvervsevnetabsforsikring.
En tidligere slagteriarbejder tegnede i 1992 en erhvervsevnetabsforsikring hos SEB Pension A/S, men måtte efter ca. 10 års arbejde som slagteriarbejder opgive sit erhverv på grund af en dobbeltsidig armlidelse, der i 2004 medførte, at han blev tilkendt helbredsbetinget førtidspension.
SEB Pension A/S, hvortil skaden var anmeldt, meddelte i 2006, at man ikke anså det for dokumenteret, at erhvervsevnen var nedsat med omkring 2/3.
Sagen blev herefter indbragt for Ankenævnet for Forsikring, der gav den skadelidte medhold i, at han via utallige lægeerklæringer havde dokumenteret en erhvervsevnenedsættelse på over 2/3.
Ankenævnet for Forsikring fandt, at SEB Pension A/S skulle udbetale erhvervsevne-tabserstatning samt fritage den skadelidte for præmiebetaling pr. 1. januar 2005.
Denne kendelse valgte SEB Pension A/S ikke at følge, hvorefter den skadelidte anlagde retssag imod SEB Pension A/S i august 2008.
Under retssagen kom det frem, at SEB Pension A/S havde antaget en privatdetektiv, der i ca. 5 dage havde foretaget observationer ved den skadelidtes bopæl og videofilmet ham i diverse situationer, som SEB Pension A/S hævdede, måtte medføre, at den skadelidte ikke kunne have en armlidelse, som af ham påstået.
Med andre ord gjorde SEB Pension A/S gældende, at forsikringstageren/den skadelidte forsøgte at snyde sig til forsikringsydelser.
Herudover gjorde SEB Pension A/S gældende, at SEB Pension A/S på grund af urigtige oplysninger, var berettiget til at hæve forsikringsaftalen med den skadelidte.
Under hovedforhandlingen i Københavns Byret blev der ført adskillige vidner i form af læger og speciallæger, som fik forevist dvd-optagelserne. Retten fik også forevist dvd-optagelserne, men konkluderede i dommens præmisser, at dvd-optagelserne ikke viste uoverensstemmelser mellem den skadelidtes funktionsniveau og hans egne oplysninger. Endvidere var der alene tale om korte optagelser i juni 2008.
Herudover blev Ankenævnet for Forsikrings kendelse tillagt betydning, og de lægelige udtalelser under sagen kunne heller ikke føre til et andet resultat.
Københavns Byret dømte således SEB Pension A/S til at anerkende, at den skadelidte var berettiget til forsikringsydelser fra perioden 1. januar 2005, og at SEB Pension A/S heller ikke var berettiget til at ophæve forsikringsaftalen.
Sagen blev ført af advokat Thomas Ghiladi fra advokataktieselskabet Helsinghoff & Partnere, og denne udtaler i forbindelse med afgørelsen:
”Resultatet i denne sag viser, at forsikrings- og pensionsselskaberne skal træde med lempe, når de vælger at tage så drastiske midler i brug overfor deres forsikringstagere, som gjort i nærværende tilfælde ved brug af privatdetektiv og videooptagelser.
Dommen viser endvidere, at man som skadelidt har lov til at leve et så normalt liv som overhovedet muligt, uden at dette straks skal have konsekvenser for ens forsikringsaftale. Efter min opfattelse sender dommen et klart signal til forsikrings- og pensionsselskaberne om, at deres bevisbyrde i sådanne sager er overordentlig stor, og dette sætter forhåbentlig en stopper for denne form for krænkelse af forsikringstagernes privatsfære, som disse oplever, når de bliver videofilmet eller skygget af privatdetektiver.”
Yderligere information vedrørende dommen kan indhentes hos advokat Thomas Ghiladi på telefonnr. 86 12 87 77.
Dommen er endnu ikke anket, men ankefristen udløber den 20. november 2009.