PRESSEMEDDELELSE af 2/3 2010 fra Patientforeningen:
826.000 kroner i erstatning til afdød tysk kvindes mand
Tilbage i 2008 døde den tyske turist Heike Werth på parkeringspladsen foran Ringkøbing Sygehus, efter hun blev nægtet hjælp af sundhedspersonalet. Nu er hendes efterladte mand Andreas langt om længe blevet tilkendt erstatning på ca. 826.000 kroner.
Ventetiden har været uendelig lang for den efterladte Andreas Werth, der forgæves søgte hjælp på Ringkøbing Sygehus til hustruen, der led af åndedrætsbesvær. Som tyske turister på den jyske vestkyst gjorde de det eneste logiske ved at søge hjælp på det nærmeste sygehus, da Heike Werth fik åndedrætsbesvær, men blev afvist ved døren og henvist til en vagtlægetelefon, som ikke virkede.
Hun blev ikke tilset i tide og afgik på tragisk vis ved døden, foran det sted der med al sandsynlighed kunne have reddet hendes liv, hvis hun havde fået ilt med det samme. Sygehusledelse og region Midtjylland tørrede straks hænder og henholdt sig til interne instrukser om at afvise henvendelser udenfor almindelig åbningstid ved døren.
En politianmeldelse fra Patientforeningen mod sygehusledelsen på Ringkøbing Sygehus blev pure afvist af såvel politi som statsadvokat, men nu har Patientforsikringen sat et foreløbigt punktum i sagen, hvor den efterladte ægtemand for længst fik medhold i sin klage over sygehusets håndtering af sagen. Nu er erstatningen opgjort i kroner – ca. 826.000 kroner.
Det er Patientforeningens advokat Svend Aage Helsinghoff fra Århus, der har kørt sagen for Andreas Werth og Patientforeningen, hvor der er stor tilfredshed med udfaldet af erstatningssagen:
”Der har hvilet et uhyggeligt stort pres på Andreas Werths skuldre, efter regionsrådsformand Bent Hansen straks efter dødsfaldet udtalte, at Heike døde som følge af en blodprop – inden der forelå en obduktionsrapport. Dernæst var den tyske kvinde for overvægtig og så var ægtemanden alt for rolig i sin optræden overfor sundhedspersonalet”, husker Erik Bach, der på daværende tidspunkt var formand for Patientforeningen.
Det medførte en politianmeldelse og efterfølgende klage til Statsadvokaten, der afviste sagen. Derfor rettede Villy O. Christensen, den daværende næstformand (nu formand) i Patientforeningen henvendelse til advokat Svend Aage Helsinghoff, for ad den vej at søge oprejsning for Andreas Werth, der som turist og tidligere ansat i den tyske hær bevarede en ophøjet ro og søge hjælp til sin lidende hustru:
”Ingen af os kunne acceptere den arrogante afvisning af ansvar, som sagen blev mødt med, hvorfor der straks blev indsendt en anmeldelse til Patientforsikringen, der i første omgang gav medhold i placering af ansvar hos sygehuset. Nu er sagen altså endt med en kontant erstatning, som på ingen måde bringer Heike Werth tilbage, men forhåbentlig kan tjene som advarsel til andre, der afviser mennesker i nød”, siger Villy O. Christensen i en kommentar til afgørelsen.
Andreas Werth ønsker ikke at kommentere sagen overfor pressen, men han udtrykker via Patientforeningen stor tilfredshed med afgørelsen, der fjerner mistænkeliggørelsen af hans egen indsats i forbindelse med hustruens tragiske dødsfald, der burde have været undgået.
Advokat Svend Aage Helsinghoff forventer ikke, at erstatningsbeløbet ankes, da ansvaret for længst er placeret, og erstatningen således kun har afventet den endelige fastsættelse efter gængse regler.
|