Sitemap - oversigt over sider Sitemap   Søg på hjemmesidenSøg på hjemmesiden   Anbefal denne side til en venTip en ven   Udskriv denne sideUdskriv
Advokatfirmaet Sv. Aa. Helsinghoff

Sag efter lov om social pension samt sag efter erstatningsansvarsloven

 

Klienten blev den 27. september 1996 involveret i et færdselsuheld, hvor hun pådrog sig en kraftig whiplash-læsion.

 

På vegne af klienten var der udtaget stævning mod Det Sociale Nævn, idet hun var utilfreds med alene at være tilkendt almindelig forhøjet førtidspension i h.t. pensionslovens § 14, stk. 3, nr. 1.

 

På vegne af klienten var der endvidere udtaget stævning mod modpartens autoansvarsforsikring, idet hun var utilfreds med størrelsen af den af ansvarsforsikringsselskabet udbetalte erstatning for erhvervsevnetab, der af Arbejdsskadestyrelsen den 22. januar var fastsat til 50% jfr. erstatningsansvarslovens § 5.

 

I forbindelse med anmeldelse overfor retshjælpforsikringsselskabet, gjorde retshjælpsforsikringsselskabet gældende, at der var tale om én forsikringsbegivenhed, og selskabets erstatningspligt således var begrænset til i alt kr. 75.000,00.

 

Overfor dette synspunkt blev det gjort gældende, at der var tale om to selvstændige forsikringsbegivenheder, samt henvist til, at sagerne skulle afgøres efter to forskellige regelsæt, nemlig henholdsvis sociallovgivningen og erstatningsansvarsloven.

 

Selskabet gjorde gældende, at begge sager udsprang af det samme faktiske forhold og støttedes på de samme faktiske kendsgerninger, således at der i begge sager var tale om følgerne efter færdselsuheld den 27. september 1996, og at vurderingen at disse følger baseres på nøjagtig de samme lægelige oplysninger, hvorfor konklusionen måtte være, at det faktiske grundlag således var ens.

 

Den 17. april 2000 blev der truffet afgørelse i Ankenævnet for Forsikring, hvor der udtales følgende:

 

"Uanset, at begge sager muligvis har deres oprindelse i det færdselsuheld, som klageren var involveret i den 27/9 1996, finder nævnet - som erkendt af selskabet - at det ikke er ganske samme retlige grundlag, der ligger til grund for kravet mod pensionsmyndighederne som for kravet mod autoansvarsforsikringsselskabet.

 

Herefter bestemmes: Selskabet, skal anerkende, at der i forhold til retshjælpsforsikringen foreligger to forsikringsbegivenheder."

 

4. maj 2004

Udviklet af Altero Webdesign i samarbejde med ITProfil.dk Powered by ADcms