Fleksjob - social ydelse eller rigtigt job?
Et fleksjob oprettes til personer, der har en varig begrænsning i arbejdsevnen, og ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet.
I dag forholder det sig således, at man ikke, ved at påtage sig fleksjob, i erstatningsmæssig sammenhæng kan blive stillet dårligere end andre.
Retstilstanden må siges at være afklaret med de seneste Højesteretsdomme fra henholdsvis november og december 2003. Der er dog god grund til at antage, at der stadig vil være temmelig store problemer på området, henset til at de private pensionsordninger/erhvervsudygtighedsforsikringer/ratepensioner m.v. i omfang søger at undgå at udbetale ydelser, der er tegnet forsikring på, så snart man har fleksjob. Der foretages en selvstændig vurdering af, hvad vedkommende ville kunne arbejde, hvis der ikke var mulighed for fleksjob. Det betyder, at man ikke medregner tilskuddet i fleksjob som løn.
Der er således særdeles god mening i at antage advokatbistand, når det drejer sig om fleksjob i forbindelse med både erstatning og forsikringsordninger m.v.
Samlet er der tale om, at fleksjobordningerne er tilpasset væsentligt bedre til de faktiske forhold på arbejdsmarkedet i forhold til tidspunktet, hvor fleksjobbet blev indført som et alternativ.
Dog er temaet og hensigten med det rummeligt arbejdsmarked stadig ikke udbygget på tilstrækkelig vis, og problemerne i forbindelse med tilkendelse af fleksjob er fortsat hvor disse jobs kan etableres i tilstrækkeligt stort omfang, idet der må lægges vægt på, at der er en voldsom efterspørgsel efter fleksjob, som arbejdsmarkedet ikke p.t. kan honorere.
Det er dog vores opfattelse, at fleksjob udspringer af et rummeligt arbejdsmarked og er stadigvæk i sin vorden. Ordningen er blevet ændret løbende siden 1998 og fremstår i dag langt bedre end i 1998. Dog er der visse problemer med at finde det tilstrækkelige antal fleksjob.
Man kan anføre, at de personer, der tidligere fik pension med almindelige forhøjet førtidspension og mellemste pension i dag visiteres til fleksjob.
Det er dog vores opfattelse, at fleksjobs som udgangspunkt er et gode og er kommet for at blive.
27. august 2004 |