Lægen som vidne

1) BAGGRUND

Af og til hører jeg, at lægen ikke ønsker at "stå op imod myndighederne", og det skal lægen heller ikke. Lægen skal kun udtale sig om egne iagttagelser.

Det er min opfattelse, at vi næppe nogensinde i Danmark får "amerikanske tilstande", men der er ingen tvivl om, at borgerne i højere grad ønsker at få afprøvet deres rettigheder ved domstolene.

I 1970-erne og 1980-erne er borgerne gjort til kritiske forbrugere over for erhvervslivet, og der er samtidig indført beskyttelseslovgivning for borgerne / forbrugerne.

Denne nye bevidsthed har også gjort, at der i stigende grad rettes fokus mod de ydelser og rettigheder borgerne har over for det offentlige. Navnlig er bevidstheden rettet imod, om man nu også får det man har krav på, og om der er sket en tilstrækkelig grundig sagsbehandling.

Derfor vil der i fremtiden ske en stigende "retliggørelse" af en lang række problemstillinger, og her vil lægen få en mere fremtrædende rolle som aktør, uanset om man kan lide det eller ej.

2) INDKALDELSEN

Udgangspunktet er, at man bliver indkaldt som vidne pr. brev.

Sædvanligvis modtager man indkaldelsen i meget god tid forud for domsforhandlingen, da de implicerede parter ønsker at vide, om man er i stand til at møde den pågældende dag.

Som udgangspunkt bør dato, mødetid og sted fremgå af brevet.

Herefter bekræfter man, at man vil give møde til retsmødet.

Det fremgår typisk af indkaldelsen, hvilken patient / erklæring, der ønskes vidneforklaring om.

Der er intet usædvanligt i, at der godt kan være gået flere år siden, at man har skrevet erklæringen / set patienten.

3) VIDNEPLIGT

Når man indkaldes som vidne i retten er der både mødepligt og vidnepligt, hvilket fremgår af Retsplejelovens kap. 18, især §§ 168 - 170.

I relation til mødepligten er der kun meget få lovlige grunde til, at man ikke er i stand til at give møde i retten. Dette kan være akut sygdom, planlagt ferie eller dødsfald i nærmeste familie.

Der er også pligt til at vidne, og dette sker under strafansvar. Man kan således blive straffet, hvis man ikke siger sandheden.

Det skal i den forbindelse fremhæves, at visse grupper præster, læger, forsvarere og advokater er udelukket fra at afgive vidneforklaring om det, som er kommet til deres kundskab ved udøvelsen af deres virksomhed. Dette kaldes vidneudelukkelse, som i al væsentlighed har størst betydning inden for strafferetten.

Dette giver sædvanligvis ikke problemer i typiske sager omkring offentlig førtidspension, erstatningssager, sager om revalidering eller andre offentlige ydelser. Det er hyppigt parterne selv, der ønsker forklaringen.

4) BYRETTEN / LANDSRETTEN

I byretten i sager omkring erstatning, forsikring og offentlig pension er der en juridisk dommer, en advokat for sagsøgeren og en advokat for sagsøgte.

I Landsretten er der 3 juridiske dommere, en advokat for sagsøgeren og en advokat for sagsøgte.

Der sker aldrig vidneførsel i Højesteret, og evt. supplerende forklaring for Højesteret sker alene ved byretten, hvilket betyder, at Højesteret træffer afgørelse alene på et skriftligt grundlag.

5) SELVE MØDET I RETTEN

Når lægen skal møde i Retten, er det ofte en fordel at tage indkaldelsen med, hvor man kan se sagens nr., skadelidtes navn og advokatens navn. Herefter skal der findes det lokale, hvor man skal afgive forklaring.

I retsbygningen behandles ofte flere sager samme dag og samme tid. Sædvanligvis er der et opslag, hvor der står anført hvilke sager, der behandles i hvilke lokaler.

Normalt går man ikke ind i retslokalet, men venter udenfor, indtil en af advokaterne afhenter en.

Man har ikke adgang til retslokalet, før man har afgivet vidneforklaring. Det skyldes, at man ikke må høre de andre vidneforklaringer, før man selv har afgivet forklaring.

Når man herefter har vidnet, kan man vælge enten at blive og overvære resten af retssagen, eller man kan vælge at forlade retslokalet og tage hjem.

6) HVEM ER TIL STEDE

Til stede i retten er således i byretten 1 juridisk dommer, en advokat for sagsøgte og en advokat for sagsøger og i Landsretten 3 juridiske

dommere og en advokat for sagsøger og en advokat forsagsøgte.

Herefter vil der hyppigt være en skadelidte og ofte en repræsentant fra et forsikringsselskab eller en offentlig myndighed.

Herudover kan der være tilhørere, der enten kan være beslægtede til skadelidte eller repræsentanter for interesseorganisationer, patientforeninger eller andre interesseorganisationer.

Dette sker dog ikke særligt hyppigt.

I yderst sjældne tilfælde kan der være repræsentanter til stede fra pressen, hvis sagen har mere vidtrækkende konsekvenser (bone loc og asbestsagerne f.eks.).

Herudover kan der være vidner, der allerede har afgivet forklaring.

7) SELVE AFHØRINGEN

Udgangspunktet er, at den advokat, der har indkaldt lægen, også først afhører lægen.

Herefter har modpartens advokat mulighed for en kontraafhøring. Derefter har den første advokat mulighed for at stille supplerende spørgsmål, og herefter har modpartens advokat også denne mulighed.

I visse situationer stiller dommeren supplerende spørgsmål.

Selve vidneafhøringen i retten foregår som regel i en afslappet atmosfære. Der må f.eks. ikke stilles spørgsmål, som forudsætter en bestridt kendsgerning som godtgjort. Det foregår ikke som i amerikanske film.

Som en selvfølgelighed skal man være høflig, optræde korrekt, tale langsomt og tydeligt. Se også på den advokat, der spørger og se på dommeren, når der svares.

Svar så præcist som muligt. Det skal i den forbindelse fremhæves, at der er pligt til inden en vidneforklaring at opfriske sin viden om sagen og besvare behørigt på spørgsmålene.

Undgå i videst muligt omfang "lægelatin". I forbindelse med selve forklaringen er det værd at mærke sig, at man er indkaldt som vidne i sin egenskab af læge og ikke som jurist eller advokat. Sig sandheden, tab ikke overblikket og undgå følelser og medlidenhed.

Selv om lægen skal svare på mange specifikke og detaljerede spørgsmål, skal man huske at få afleveret budskabet om, hvordan man som læge ser sagen.

Derfor skal man huske i forbindelse med forberedelsen at læse erklæringen / attesten grundigt igennem. Husk subjektive klager, objektive fund og hvad der er baggrunden for konklusionen.

Endvidere skal man huske på, at man kun skal udtale sig om det, som man har viden om og forstand på.

I videst muligt omfang skal man undgå at udtale negative udsagn om andres specialer og nedladende og negative bemærkninger om andre læger og disses erklæringer. I den sammenhæng er det bedre at give udtryk for en faglig uoverensstemmelse.

Det fremgår af retsplejeloven, at afhøring skal ske på en sådan måde, at den er egnet til at fremkalde en tydelig og sandfærdig forklaring.

Herudover skal vidnet i videst muligt omfang have adgang til at udtale sig i sammenhæng, og det bør fremgå af forklaringen, om den støtter sig på vidnets egne iagttagelser.

Retten kan bringe et af flere tvangsmidler i kraft over for vidner, som er mødt men uden lovlig grund værger sig ved at udtale sig eller overfor vidner, som udebliver uden lovlig forfald. Sanktionerne er bøde, afhentning ved politiet, erstatning af de udgifter som vidnets vægring eller udeblivelse har forårsaget. I særlig grelle tilfælde kan der være tale om tvangsbøde og frihedsberøvelse, indtil fremstilling for retten kan finde sted.

8) VIDNEGODTGØRELSE

Udgangspunktet er, at det er et "borgerligt ombud" at afgive vidneforklaring. Det vil sige, at der som før nævnt både er mødepligt og vidnepligt.

Det er Domstolsstyrelsen, der fastsætter regler om godtgørelse til vidner.

Der tilkommer p.t. vidner kr. 40,00 for hver påbegyndt periode af 2 timer, dog mindst kr. 80,00. D.v.s. er man offentligt ansat, har man som udgangspunkt alene krav på almindelig vidnegodtgørelse. I visse tilfælde kan man indkaldes som særlig sagkyndig, og her vil der ofte være et væsentligt højere honorar.

Hvis en læge har haft andre udgifter, kan retten tillægge en særlig godtgørelse, tabt arbejdsfortjeneste mv.

Herudover har man krav på at få befordringsgodtgørelse.