Arbejdsevne contra erhvervsevne

Med indførelsen af den nye førtidspensionsreform, der trådte i kraft den 01. januar 2003 blev tildelingskriteriet ændret, således at førtidspension nu tilkendes efter arbejdsevne­kriteriet.

Ved begrebet arbejdsevne forstås en persons evne til at kunne honorere kravene der stilles på arbejdsmarkedet, herunder udføre forskellige konkrete arbejdsopgaver, således at personen kan opnå indtægt til hel eller delvis selvforsørgelse.

Som tidligere tilkendes førtidspension, såfremt selvforsørgelse ikke er mulig under en eller anden form. Det kunne bl.a. være fleksjob eller revalidering, idet arbejdsevnekriteriet vurderes ens både i relation til fleksjob, revalidering eller førtidspension.

I denne artikel vil der blive foretaget en gennemgang af begrebet arbejdsevne contra erhvervsevne sat i forhold til en række forskellige områder, herunder:

1.                                     Lov om social pension

2.                                     Arbejdsskadeforsikringsloven

3.                                     Erstatningsansvarsloven

4.                                     Privattegnet erhvervsudygtighedsforsikring

5.                                     Pensionskasser / kollektive ordninger

1. Lov om social pension:

Formålet med førtidspensionsreformen er fortsat, at flest mulige finder beskæftigelse på arbejdsmarkedet. Samtidig er det meningen at sikre de personer, der er ansat i støttet beskæftigelse (eksempelvis flexjob), rimelige vilkår og rettigheder, der så vidt muligt svarer til vilkårene på arbejdsmarkedet.

Yderligere har førtidspensionsreformen til formål at styrke den aktivt rettede indsats, altså at sikre de personer, der ikke er i stand til at blive selvforsørgende, en forsørgelsesydelse, der kompenserer for den manglende arbejdsevne samt at styrke retssikkerheden i sagsbehandlingen.

Det er i den sammenhæng værd at notere sig, at den aktive rettede indsats vil blive prioriteret højt frem for den passive forsørgelse. Der vil blive fokuseret på borgerens ressourcer og potentialer frem for begrænsninger, således at borgeren, så vidt det er muligt, hjælpes til en aktiv tilværelse på arbejdsmarkedet.

Der vil kun blive tilkendt førtidspension, hvis det ikke er muligt at hjælpe den pågældende person til et forsørgelsesgrundlag på enten normale vilkår eller i støttet beskæftigelse. Naturligvis forudsat, at det ikke er åbenbart formålsløst at iværksætte aktiverende foranstaltninger.

Betingelser for førtidspension før og nu:

Under den "gamle" Lov om Social Pension er betingelserne for tilkendelse af pension følgende 3 betingelser, der skal være opfyldte:

1.      Man skal have en lidelse, der skal være varig.

2.      Erhvervsevnen skal være dokumenteret nedsat til enten en ubetydelighed, med 2/3 eller med mindst 50%.

3.      Der skal ikke være udsigt til nogen bedring af erhvervsevnen, hverken ved omskoling, revalidering eller lignende.

Med vedtagelsen af den nye førtidspensionsreform er ovennævnte betingelser modificeret en smule, idet der ikke er tvivl om, at pkt. 1 og 3 fortsat vil indgå i vurderingen, mens den virkelige nyskabelse er, at erhvervsevnebegrebet vil blive erstattet med det, der kaldes arbejdsevnebegrebet.

I henhold til førtidspensionsreformen af 01. januar 2003 er betingelserne for tilkendelse af førtidspension følgende:

1.      at personens arbejdsevne er varigt nedsat, og

2.      at nedsættelsen er af et sådant omfang, at pågældende, uanset muligheden for støtte efter den sociale eller anden lovgivning, herunder beskæftigelse i flexjob, ikke vil være i stand til at blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde.

Arbejdsevne contra erhvervsevne:

Som tidligere nævnt vil der med arbejdsevnebegrebets indførelse blive fokuseret på borgerens ressourcer og udviklingsmuligheder frem for borgerens problemer og begrænsninger.

En af grundene til, at erhvervsevnetabsbegrebet er blevet erstattet med arbejdsevne­begrebet, er, at man har fundet det uhensigtsmæssigt at fokusere på, hvor lidt ansøgeren kan, hvilket kunne virke hindrende for revalidering eller en aktiverende indsats i forhold til den enkelte ansøger. Siden Invalideforsikringslovens ikrafttræden i 1921 har det været et krav, at ansøgerne skulle dokumentere deres manglende erhvervsevne for at blive berettiget til pension. Det forhold, at man skal dokumentere et erhvervsevnetab, kan således blokere for en aktiv medvirken, idet borgeren oplever, at jo mere han/hun viser at kunne, jo lettere kan pågældende risikere at blive placeret under et forsørgelsesgrundlag, der i længden ikke svarer til personens evner og kunnen. Endvidere har man fundet det uhensigtsmæssigt, at der i den "gamle" lov skelnes mellem en erhvervsevnenedsættelse på omkring 100%, 66% og 50%, idet sådanne opgørelser i praksis er meget vanskelige at foretage, således at det for den pågældende ansøger kan virke helt uforståeligt, at der fortsat er en resterhvervsevne til stede. Det kan således ikke nægtes, at de tidligere opdelinger medførte et stort ressourceforbrug hos de offentlige myndigheder, samt at det giver grobund for en vedvarende utilfredshed med pensionsbedømmelsen hos mange af de ansøgere, der ikke får tilkendt den pension, de mener sig berettiget til.

Hensigten med førtidspensionsreformen er at skabe øget retssikkerhed ved at foretage afgrænsning af reglerne for tilkendelse af førtidspensionen i forhold til de øvrige sociale ydelser. Borgeren vil opleve, at der bliver anvendt samme sprogbrug og begreber igennem hele sagsbehandlingsforløbet, og arbejdsevnebegrebet vil blive gjort brugbart i form af udarbejdelse af de såkaldte ressourceprofiler.

Ressourceprofil:

Med førtidspensionsreformens vedtagelse er det bestemt, at kommunen nu skal udarbejde en ressourceprofil. Ressourceprofilen er en del af det dokumentationsgrundlag, der skal udarbejdes i forbindelse med afklaringen af en persons arbejdsevne.

Nærmere bestemt består ressourceprofilen af de 12 punkter:

1.      Uddannelse

2.      Arbejdsmarkedserfaring

3.      Interesser

4.      Social kompetence herunder konfliktberedskab

5.      Omstillingsevne

6.      Indlæringsevne herunder intelligens

7.      Arbejdsrelevante ønsker

8.      Præstationsforventning

9.      Arbejdsidentitet

10. Bolig og økonomi

11. Sociale netværk

12. Helbred

Ressourceprofilen udarbejdes i sammenarbejde med borgeren, og har til formål at klarlægge en persons arbejdsevne i form af en samlet afvejning at barrierer og ressourcer.

Grundlaget for pensionsafgørelse:

Grundlaget for en afgørelse om førtidspension består af:

1.      En redegørelse for, at arbejdsevnen ikke kan forbedres.

2.      En redegørelse for den pågældendes ressourcer (ressourceprofil) samt muligheden for at anvende og udvikle disse.

3.      Den faglige forklaring på, hvorfor pågældendes arbejdsevne anses for varigt nedsat.

4.      Den faglige forklaring på, at arbejdsevnen ikke anvendes til selvforsørgelse, uanset mulighederne for støtte efter den sociale eller anden lovgivning, eller

5.      Angivelse af en eller flere konkrete arbejdsfunktioner, den pågældende med sin nedsatte arbejdsevne anses for at kunne udføre.

Vedrørende de 12 punkter i ressourceprofilen er det påfaldende, at helbred kun udgør 1 af 12 i lighed med uddannelse, og man kunne således umiddelbart forledes til at tro, at manglende uddannelse skulle være pensionsgrundlag, i samme omfang som manglende helbred. Man skal dog huske på, at der tale om en samlet afvejning af de 12 punkter, men som punkterne er formuleret er de indbyrdes modstridende, og eksempelvis har vi oplevet, at en kommune har afslået pension på trods af et klart dokumenteret nedsat helbred i form af lægeerklæringer og arbejdsprøvninger, men hvor den pågældendes præstationsforventninger efter kommunens opfattelse var for store, eller med andre ord kunne denne pågældende sætte sine forventninger til arbejdsindsatsen lidt ned, idet der så nok ville være mulighed for at komme på arbejdsmarkedet.

De udarbejdede ressourceprofiler vi har stiftet kendskab med, lader i flere tilfælde en hel del tilbage at ønske i forhold til kvalitet og saglighed, hvilket måske kan begrundes i, at de pågældende endnu ikke har nået at være på kursus.

Det er vor opfattelse, at man med indførelse af arbejdsevnebegrebet vil se en skærpelse i bedømmelsen af, hvorvidt en ansøger er berettiget til førtidspension eller ej.

Det kan diskuteres, hvorvidt man bliver mere rask af at blive vurderet på, hvor meget man er i stand til at kunne klare, contra vurderingen af, hvor lidt man kan klare.

Indførelsen af arbejdsevnebegrebet og ressourceprofiler som målestok kan i værste fald medføre, at sagsbehandlerne forfalder til en mere teoretisk indgang til vurderingen af, hvorvidt den pågældende ansøger er berettiget til førtidspension eller ej, i forhold til den mere realitetsbetonede, hvor man på baggrund af arbejdsprøvning kan konstatere, hvorvidt en ansøger er i stand til at arbejde eller ej.

Der skal også foretages arbejdsprøvning efter den nye pensionsreform, med mindre dette åbenbart er formålsløst.

Det er tanken, at den lægelige vurdering skal nedtones og til en vis grad erstattes af en socialfaglig vurdering, og man kan frygte for, hvilke konsekvenser det vil få for retssikkerheden. Det skal dog anføres, at erfaringerne med reformen stadig er begrænsede.

Konklusion:

Med vedtagelsen af den nye pensionsloven har man tilstræbt en forenkling af regelanvendelsen, for således at skabe en større forståelse hos den almindelige borger, men indførelsen af arbejdsevnebegrebet lægger op til en mængde problemer, herunder forskellige sproglige fortolkninger af samme ord, hvilket kan være medvirkende til at skabe mindre forståelse for systemets opbygning hos den almindelige borger, men som helhed er den nye førtidspensionsreform væsentlige mere arbejdsmarkedsorienteret, mens den tidligere pensionslovgivning var mere forsørgelsesorienterede.

Men konkret, hvilket også fremgår af forarbejderne til pensionsreformen, er der med indførelsen af begrebet arbejdsevne ikke tilsigtet nogen ændring i forhold til erhvervsevnebegrebet, idet formålet stadig er at fremhæve de forskellige forhold, der bestemmer om en person kan opnå en tilknytning til arbejdsmarkedet, enten helt eller delvist og således blive selvforsørgende.

2. Arbejdsskadeforsikringsloven

Arbejdsskadeforsikringsloven der trådte i kraft den 1. april 1978 har til formål at sikre ansatte mod skader, der indtræder i forbindelse med arbejdets udførelse.

Har arbejdsskaden efter lovens § 32 medført nedsættelse af den skadelidtes evne til at arbejde, tilkommer der den pågældende erstatning for tab af erhvervsevnen.

Der udbetales kun erstatning, såfremt erhvervsevnetabet er på mindst 15%.

Ved bedømmelsen af erhvervsevnetabet skal der tages hensyn til den skadelidtes muligheder for at skaffe sig indtægt ved et sådant arbejde, der med rimelighed kan forlanges af den pågældende efter dennes evner, alder og mulighed for erhvervsmæssig omskoling og optræning.

Med virkning fra henholdsvis den 1. januar 2004 er arbejdsskadebegrebet blevet ændret, således at ulykkesbegrebet nu forstås som:

”En personskade, forårsaget af en hændelse eller en påvirkning, der sker pludseligt eller indenfor 5 dage.”

Med virkning fra 1. januar 2005 er der i forhold til erhvervssygdomme begrebsmæssigt sket en ændring, således at en erhvervssygdom nu forstås som:

”Sygdomme, som efter medicinsk dokumentation er forårsaget af særlige påvirkninger, som bestemte persongrupper gennem deres arbejde eller de forhold, det foregår under, er udsat for i højere grad end personer uden sådant arbejde…”

Målet med en forenkling af begreberne er, at det skal føre til anerkendelse af flere arbejdsskader. Det skal oplyses, at det kun er skader efter de to nævnte datoer, der falder ind under arbejdsskadereformen.

For skader indtruffet tidligere end de nævnte tidspunkt gælder den tidligere arbejdsskadeforsikringslov.

I forhold til vurderingen af erhvervsevnetabet er der ikke tilsigtet nogen ændring med arbejdsskadereformen, og der er således ikke lagt op til nogen ændring, når der foretages en vurdering af erhvervsevnetabet, hvilket også betyder, at der fortsat skal foretages et individuelt skøn over, hvilken betydning arbejdsskaden har for skadelidte.

Erhvervsevnetabet fastsættes efter arbejdsskadeforsikringsloven af Arbejdsskadestyrelsen med ankemulighed til Ankestyrelsen.

Udgangspunktet for vurderingen er, hvorvidt der er tale om lønnedgang og ved afgørelsen lægges der vægt på nuværende indtjening sammenholdt med tidligere indtægt.

Det er således forskellen mellem den tidligere løn og den nuværende løn, der danner grundlag for beregningen af erhvervsevnetabet.

Som en konsekvens heraf ydes der ingen erstatning for tab af erhvervsevnen, hvis skadelidte har genoptaget det gamle arbejde til samme løn eller et andet arbejde til en tilsvarende løn eller eventuelt en højere løn.

Indførelsen af arbejdsevnebegrebet vil ikke medføre en ændret vurdering i arbejdsskadesager.

3. Erstatningsansvarsloven:

Erstatningsansvarsloven blev vedtaget med ikrafttræden pr. 1. oktober 1984 og er senest ændret med virkning fra 1. juli 2002.

Den seneste ændring har dog ikke betydet nogen ændring for vurderingen af erhvervsevnetabet, men har dog betydet mulighed for større erhvervsevnetabserstatninger og ligeledes en tilsvarende lettere mulighed for at få genoptaget en afsluttet erstatningssag.

Det overordnede mål med indførelsen af erstatningsansvarsloven tilbage i 1984 var, at Arbejdsskadestyrelsen relativt hurtigt skulle træffe en vejledende afgørelse, således at erstatning kunne komme til udbetaling, hvilket dog i praksis viste sig ikke at holde stik, hvorfor man med den nye erstatningsansvarslov har indført mulighed for at træffe midlertidige afgørelser, hvilken mulighed tilsyneladende ikke udnyttes særlig aktivt i praksis.

Erhvervsevnetabet efter erstatningsansvarsloven tager udgangspunkt i, at skadelidte har ret til erstatning, såfremt en personskade har medført en varig nedsættelse af skadelidtes evne til at skaffe sig en indtægt.

Det handler således om evnen til at tjene penge og i den forbindelse skal det understreges, at der er tale om et økonomisk kriterium.

Ved fastlæggelsen af erhvervsevnetabet skal der bl.a. tages hensyn til, hvad skadelidte kunne have tjent, hvis skaden ikke var sket.

Udgangspunktet er derfor, at der skal foretages en sammenligning med, hvorledes skadelidtes karrieremæssige forløb ville have været i økonomisk sammenhæng uden den skete skade. Vurderingen skal være individuel og bygge på skadelidtes forhold.

Efter erstatningsansvarslovens § 10 kan der indhentes en vejledende udtalelse i Arbejdsskadestyrelsen om erhvervsevnetabet. Denne afgørelse kan ikke ankes til Ankestyrelsen og eventuel uenighed mellem parterne henhører under domstolene.

I modsætning til arbejdsskadeforsikringslov skal der kun tages hensyn til revalidering og omskoling, såfremt denne lykkes eller der er overvejende sandsynlighed herfor.

Arbejdsevnebegrebets indførelse i pensionslovgivningen medfører ingen ændring i fastsættelsen af erhvervsevnetabet efter erstatningsansvarsloven.

Ved patientskader (Lov om patientforsikring) fastsættes erhvervsevnetabet efter de samme regler, der gælder ved erstatningsansvarsloven.

Det skal dog pointeres, at det kun er ”merskaden”, der dækkes efter patientforsikrings­loven.

I det omfang grundsygdommens følger i sig selv vil give et erhvervsevnetab, skal der reduceres herfor, svarende til de regler, der gælder for konkurrerende skadesårsager.

Arbejdsevnebegrebet vil således heller ikke medføre nogen ændring i vurderingen af erhvervsevnetabet efter patientforsikringslovgivningen.

4. Privattegnede erhvervsudygtighedsforsikring:

Udtrykket privattegnet erhvervsudygtighedsforsikringer kan man kalde for en slags fællesbegreb for en lang række forsikringer, der benævnes lønsikring, invaliderente m.v.

Disse forsikringer er omfattet af forsikringsaftaleloven, men forsikringsaftaleloven regulerer ikke indholdet af de konkrete forsikringstyper og slet ikke erhvervsevnetabsbegrebet.

Det kan således konstateres, at der ikke i loven er nogen definition, men man må tage udgangspunkt i, at der hovedsageligt er tale om et økonomisk kriterium, samt at betingelsen er, at erhvervsudygtigheden skal være forårsaget af ulykke / sygdom.

I relation til den private forsikringsret skal der derudover sondres mellem den generelle erhvervsevne overfor den konkrete / specielle erhvervsevne.

For så vidt angår den generelle erhvervsevne tages der udgangspunkt i ethvert erhverv med udgangspunk i den nuværende tilstand, i skadelidtes / den syges uddannelse og tidligere virksomhed, samt hvad der er almindeligt i samme egn.

For så vidt angår den specielle erhvervsevne er der tale om en sikringsordning, der dækker ”håndværket”, og forsikringsordninger er sædvanligvis set inde på en konkret række områder, så som; revisionsbranchen, lægebranchen, advokatbranchen og tandlæge- og kiropraktorbranchen.

Forsikringsselskaberne vælger ofte at læne sig op af den offentlige førtidspension og gøre det til en betingelse, at man får udbetalt pension for at forsikringen kan blive udbetalt. Den skærpelse, der har været med nytildelinger af offentlig førtidspension, har således også smittet af på de privattegnede erhvervsudygtighedsforsikringer og givet anledning til en lang række retssager.

Den seneste udvikling i praksis har dog vist en holdningsændring hos forsikringsselskaberne, således at man i en række tilfælde afviser at udbetale forsikringsydelser, selvom skadelidte / den sygdomsramte er tilkendt førtidspension.

Det kan således konkluderes, at arbejdsevnebegrebet nærmest har fået den modsatte virkning på vurderingen af erhvervsevnetabet indenfor området på privattegnede erhvervsudygtighedsforsikringer.

5. Pensionskasser / kollektive ordninger:

Tidligere var det kun begrænsede grupper på arbejdsmarkedet, der var omfattet af en pensionsordning.

Igennem de senere år er det dog blevet mere almindeligt, at også faggrupper, der ikke tidligere var omfattet af pensionsordninger, nu har fået oprettet forskellige ordninger.

Området er ikke lovreguleret og hviler alene på, hvad der vedtages i den enkelte pensionskasse.

En lang række pensionskasser har bestemmelser om, at erhvervsevnen skal være nedsat med 2/3, for at man kan få fuld udbetaling fra pensionskassen. Enkelte pensionskasser har dog ordninger, hvorefter der kan foretages udbetaling af halv pensionsydelse, hvis erhvervsevne alene er nedsat med halvdelen.

De fleste pensionskasser har ikke nogen præcis definition af erhvervsevnetabet i deres vedtægter, hvilket ofte giver anledning til diskussioner mellem medlemmerne og pensionskasserne.

Herudover har pensionskasserne ofte tilknyttet et engangsbeløb, der ligeledes kommer til udbetaling, såfremt der er mulighed for præmiefritagelse.

Udgangspunktet er egentlig, at pensionskasserne skal vurdere frit i forhold til pensionsbestemmelserne, om der skal ske udbetaling.

Dog har en række pensionskasser klart tilkendegivet, at man følger den praksis og det invaliditetsbegreb, der ligger i Lov om social pension. Men herudover er der også mulighed for udbetaling af ydelser i en række tilfælde, hvor man tilkendes fleksjob, såfremt man i øvrigt opfylder udbetalingskriterierne i pensionskassens vedtægter.

Konkret har indførelsen af arbejdsevnebegrebet ikke haft den store betydning på pensionskasse / de kollektive ordningers område.

Sammenfatning:

Som det ses af ovennævnte er erhvervsevnetabet et relativt begreb, der kan give anledning til mange konflikter og som reglerne er i øjeblikket, er der ikke noget samlende begreb på det, man kan kalde erhvervsevnetabet, idet dette begreb hviler på forskellige love og fortolkninger.

Indførelsen af arbejdsevnekriteriet har ikke medført en voldsom ændring i praksis, idet man blot har ønsket at fokusere på de ressourcer, der trods alt er selvom man er skadelidt / sygdomsramt eller ude af stand til at arbejde i forhold til som tidligere at fokusere på det folk ikke kan.

Man kunne også med andre ord sige, at arbejdsevnekriteriet er et forsøg på at få indført en social faglig norm ved bedømmelsen af, hvor meget man kan klare i modsætning til en mere lægefaglig norm ved fastsættelsen af erhvervsevnetabet.