Arbejdsgiverens ansvar for arbejdsskader

Af advokat svend Aage Helsinghoff og advokat Anita Strauss Sørensen

Når en ansat kommer til skade på arbejdspladsen skal denne skade erstatningsmæssigt behandles i et tostrenget system.

1. Alle arbejdsgivere har pligt til at tegne en arbejdsskadeforsikring, som dækker de ansatte i tilfælde af, at der sker en ulykke på arbejdspladsen eller i tilfælde af at de ansatte pådrager sig en erhvervssygdom som følge af de påvirkninger, de er udsat for på arbejdspladsen (f.eks. tunge løft).

Skaden anmeldes til Arbejdsskadestyrelsen, og i det omfang der er en sammenhæng mellem ulykken/påvirkningen og skaden, vil Arbejdsskadestyrelsen anerkende skaden som en arbejdsskade/erhvervssygdom uden at undersøge, om skaden kan bebrejdes arbejdsgiveren – der hviler altså en form for objektivt ansvar på arbejdsgiveren i forhold til arbejdsskadeforsikringen.

Det er Arbejdsskadesikringsloven (ASL), som regulerer, i hvilket omfang der kan udbetales erstatning til skadelidte, og det er Arbejdsskadestyrelsen, som administrerer Arbejdsskadesikringsloven, og som dermed træffer afgørelse om anerkendelse og størrelsen af erstatningen, med mulighed for at påklage afgørelserne til Ankestyrelsen.

2. Ved siden af arbejdsskadeforsikringen vælger de fleste arbejdsgivere at tegne en ansvarsforsikring, som ikke er lovpligtig. Denne ansvarsforsikring dækker i det tilfælde, at arbejdsgiveren har handlet ansvarspådragende i forbindelse med skaden og derved bliver erstatningsansvarlig for arbejdsskaden.

Dette almindelige erstatningsretlige ansvar bygger på en culpa-vurdering, dvs. en vurdering af, om der er noget at bebrejde arbejdsgiveren i forbindelse med skaden. Eller populært sagt: Er det arbejdsgiverens skyld, at den ansatte er kommet til skade?

Hvis arbejdsgiveren har handlet forkert, vil arbejdsgiveren altså ifalde et erstatningsansvar overfor skadelidte efter Erstatningsansvarsloven (EAL). Det betyder, at arbejdsgiveren (= arbejdsgiverens forsikringer) både kan komme til at betale erstatning til skadelidte efter Arbejdsskadesikringsloven (pkt. 1) og Erstatningsansvarsloven.

Og årsagen til at det faktisk er ret vigtigt at undersøge muligheden for erstatning efter begge regelsæt er, at de erstatningsposter, som udbetales efter henholdsvis den ene og den anden lov til en vis grad er forskellige. Se skemaet nedenfor:

Erstatningskrav	EAL	ASL
Tabt arbejdsfortjeneste Svie og smerte Varigt mén Erhvervsevnetab Forsørgertab Begravelsesudgifter Tort Behandlingsudgifter Andet tab Advokatsalær	X X X X X X X X X X	X X X     X

Arbejdsskadesikringsloven går forud for Erstatningsansvarsloven forstået på den måde, at arbejdsskadeforsikringen udbetaler de erstatningsposter, som kan udbetales efter begge love, dvs. mén, erhvervsevnetab, forsørgertab, behandlingsudgifter (erstatningen kan ikke udbetales dobbelt!). Men idet disse erstatningsposter ikke beregnes på samme måde efter de to love, vil ansvarsforsikring skulle udbetale erstatning svarende til forskellen mellem erstatningen beregnet efter EAL og ASL (differenceerstatning). Et ganske kompliceret system kan man vist roligt konkludere!

Hovedansvarsområder

Arbejdsgiveren har pligt til at sørge for at arbejdet på arbejdspladsen foregår under forsvarlige og betryggende forhold. Dette fremgår af Arbejdsmiljøloven, som opererer med 4 hovedansvarsområder:

1. Arbejdsstedets indretning
2. Arbejdets planlægning og tilrettelæggelse
3. Arbejdsgiverens instruktion og tilsyn
4. Uforsvarlige/defekte maskiner og tekniske hjælpemidler

Eks: Hvis ikke arbejdsgiveren har installeret tilstrækkelig udsugning (ad 1) og den ansatte herved pådrager sig en luftvejslidelse, så har arbejdsgiveren ikke indrettet arbejdsstedet tilstrækkelig sundhedsmæssigt forsvarligt. Eller hvis ikke arbejdsgiveren har instrueret den ansatte i at benytte sikkerhedssko (ad 3), og den ansatte herefter får klemt foden, så har arbejdsgiveren ikke instrueret den ansatte i at udføre arbejdet på farefri måde.

Det kan herefter i disse situationer konkluderes, at der er noget at bebrejde arbejdsgiveren, som derfor ifalder et erstatningsansvar.

Når skaden er sket

De fleste ansatte og arbejdsgivere er bekendt med, at en skade, som er sket på arbejdspladsen, hurtigst muligt skal anmeldes til Arbejdsskadestyrelsen og Arbejdstilsynet.

Men hvis skadelidte er af den opfattelse, at arbejdsgiveren ”er skyld i” skaden, er det ikke nok blot at sagen behandles i Arbejdsskadestyrelsen. Nej, den skadelidte skal derudover rette endnu en henvendelse til arbejdsgiveren og anmode arbejdsgiveren om at tilkendegive, om arbejdsgiveren kan anerkende erstatningsansvaret efter EAL.

Vurderingen af om arbejdsgiveren er erstatningsansvarlig kan være ganske vanskelig at foretage, og det kan anbefales at undersøge om Arbejdstilsynet har været involveret i sagen, eller evt. spørge en sikkerhedsrepræsentant eller anden rådgiver til råds.

I praksis er domstolenes bedømmelse af, om arbejdsgiveren har handlet ansvarspådragende temmelig lempelig, og en ubetænksomhed eller uvidenhed hos arbejdsgiveren kan derfor åbne nye døre for skadelidte for at få erstattet de tab, som ikke er omfattet af arbejdsskadeforsikringen.