Introduktion til patientforsikringsloven

Af Sv. Aa. Helsinghoff, advokat (H) og Anita Strauss Sørensen, advokat (L), Århus

Erstatnings- og klagesystemet

Pr. 1. juli 1992 trådte Patientforsikringsloven i kraft, primært med det formål, at udskille erstatningsspørgsmålet fra det hidtil gældende klagesystem og derved gøre det lettere for patienterne at få erstatning.

Man indførte dermed et tostrenget system, bestående af dels Patientforsikringen og dels Patientklagenævnet. Patientklagenævnet er herefter det organ, som behandler klager over læger, altså spørgsmålet om, hvorvidt en læge har handlet i strid med lægeloven.

I det tilfælde, at Patientklagenævnet giver patienten medhold i klagen, vil dette udløse en kritik (en næse), men patienten har ikke i dette system mulighed for at få erstatning.

Et erstatningskrav skal derimod fremsættes overfor Patientforsikringen, som ved en anmeldelse vurderer, om patienten har pådraget sig en skade, som er omfattet af patientforsikringsloven, hvorefter det er muligt at få udbetalt en erstatning.

Populært sagt benyttes Patientklagenævnet altså i det tilfælde, at en patient ønsker ”hævn” over en læge, hvis behandling man er utilfreds med, hvorimod Patientforsikringen er rette forum i de tilfælde, hvor man ønsker en erstatning udbetalt for den skade, der er sket.

Dækningsområde

Oprindeligt dækkede patientforsikringsloven kun skader i forbindelse med undersøgelser eller behandlinger foretaget på offentlige sygehuse.

Pr. 1. januar 2004 er dækningsområdet dog udvidet til nu at omfatte stort set alle autoriserede sundhedspersoner, både i den offentlige og private sektor. Det betyder bl.a. at den privat praktiserende læge og speciallæge nu også er omfattet af loven.

Endelig har man også udvidet området for skader, idet det pr. 1. januar 2004 nu ikke længere kun er fysiske skader, som er omfattet af patientforsikringsloven, men også psykiske følgeskader.

Kravet om at skaden skal være forvoldt i forbindelse med undersøgelse eller behandling indebærer, at loven ikke dækker skadelige følger, der skyldes den sygdom patienten led af på forhånd. Det vil sige at normale følger af grundsygdommen eller komplikationer, der må henføres til selve grundsygdommens forløb, ikke er omfattet.

En patientskade omfatter altså kun forskellen mellem følgerne af et normalt sygdomsforløb og følgerne af det faktiske sygdomsforløb. Patienten skal være påført en merskade i forhold til den sygdom, som patienten i forvejen led af, for at skaden er omfattet af patientforsikringsloven og dermed berettiger til erstatning.

Som eksempel kunne man forestille sig en kræftpatient, hvor diagnosen burde være stillet på et tidligere tidspunkt, og hvor kræften derfor har bredt sig yderligere på det (for sene) tidspunkt, hvor man iværksætter behandlingen. Den merskade, som patienten får, som følge af, at kræften har bredt sig mere, end den burde, hvis sygdommen var diagnosticeret på et tidligere tidspunkt, er omfattet af loven. Modsat er de følger, som patienten under alle omstændigheder ville få som følge af kræftsygdommen (grundsygdommen), ikke omfattet af loven.

Ansvarsvurdering

Patientforsikringslovens § 2, stk. 1 opregner 4 forskellige måder, hvorpå skaden kan være forvoldt. Den første kaldes specialistreglen fordi den omfatter den situation, at en erfaren specialist i den givne situation ville have handlet anderledes ved undersøgelsen eller behandlingen, hvorved skaden ville være undgået.

Det vil sige, at hvis man er påført en merskade, som følge af, at den behandlende læge ikke vidste bedre, så er man omfattet af loven.

Langt de fleste patientskader anerkendes efter denne bestemmelse.

Loven giver dernæst mulighed for at anerkende en skade, som er opstået som følge af apparatursvigt, det vil sige fejl i f.eks. måleapparater, som forårsager, at patienten lider skade.

Endvidere kan skaden anerkendes, hvis der på behandlingstidspunktet var en alternativ ligeværdig behandlingsmulighed og hvis det kan dokumenteres, at skaden ville være undgået, hvis man havde benyttet sig af denne alternative behandlingsmulighed.

Denne bestemmelse ses sjældent anvendt.

Endelig er der også mulighed for at en skade kan omfattes af loven, selv om skaden har været uundgåelig, altså i det tilfælde, at der ikke er sket fejl af nogen art, og der ikke har været mulighed for at handle anderledes. Kort sagt patienten har fået den optimale behandling, men der er alligevel stødt komplikationer til grundsygdommen, som udgør en merskade.

I disse tilfælde har patienten mulighed for at få erstatning, hvis skaden er mere omfattende end hvad patienten med rimelighed skal tåle, det vil sige, at der skal være tale om en særdeles sjælden komplikation og også en komplikation, som er relativ alvorlig set i forhold til grundsygdommen.

Erstatningsopgørelse

I det tilfælde, at det konstateres, at skaden er omfattet af patientforsikringsloven efter en af de fire ovennævnte bestemmelser, har patienten krav på erstatning, som opgøres efter erstatningsansvarsloven. Det er dog en betingelse, at erstatningen overstiger kr. 10.000,00.

De erstatningsposter som man kan få dækket er herefter:

·                                        Helbredelsesudgifter og andet tab

·                                        Godtgørelse for svie og smerte

·                                        Tabt arbejdsfortjeneste

·                                        Varigt mén

·                                        Erhvervsevnetab

·                                        Forsørgertabserstatning

I modsætning til alle andre ansvarssager, hvor erstatningen udmåles efter erstatningsansvarsloven, har patienten dog ikke mulighed for at få erstattet udgiften til advokatbistand, hvilket skal ses i lyset af, at Patientforsikringen har pligt til at oplyse sagen og altså indhente det relevante sagsmateriale (journaler, erklæringer m.v.).

Det er dog nærliggende at være kritisk overfor Patientforsikringens sagsbehandling, når man samtidig har in mente, at Patientforsikringen, som træffer afgørelse i sagerne i 1. instans, er finansieret af de amter, som til syvende og sidst ejer sygehusene.

Andre erstatningsordninger

To biler støder sammen i et færdselsuheld og patienten bringes til hospitalet med et brækket ben. Under operationen påføres patienten en merskade ved at bruddet ikke bliver korrekt ”sat sammen”, hvorved bruddet ikke heler korrekt.

I dette tilfælde dækker den påkørende bils ansvarsforsikring jo allerede de følger, som patienten får efter benbruddet, men den merskade, som patienten har pådraget sig under behandlingen skal søges erstattet af Patientforsikringen og skal altså udskilles fra erstatningskravet mod ansvarsforsikringen.

Modsat er tilfældet ved arbejdsskader, hvor arbejdsskadesikringssystemet går forud for krav på erstatning efter patientforsikringsloven.

Hvis patienten fra ovennævnte eksempel er en murersvend, som i arbejdstiden er involveret i et færdselsuheld, vil de varige følger i form af varigt mén og erhvervsevnetab som en han får, både som følge af arbejdsskaden (benbruddet) og som følge af patientskaden, blive dækket efter arbejdsskadesikringsloven.

Idet arbejdsskadesikringsloven udelukkende erstatter varigt mén og erhvervsevnetab vil der kunne opgøres en differenceerstatning overfor Patientforsikringen. Det vil sige, der kan rejses krav om svie og smerte, tabt arbejdsfortjeneste og eventuel differencekrav for erhvervsevnetab i forhold til merskaden. De samme differencekrav kan i øvrigt i det nævnte eksempel rejses mod ansvarsforsikringen i forhold til det normale sygdomsforløb efter et benbrud.

Konklusion

Generelt kan det siges, at patientskadesager hører til i den svære kategori af sager, dels fordi vurderingen af sagerne primært beror på en lægelig vurdering, men også fordi det er patienten, som med overvejende sandsynlighed skal dokumentere at være påført en merskade, som er omfattet af en af de 4 ansvarsvurderinger.

Ofte er det en tung bevisbyrde at løfte, idet en del af dokumentationen beror på hypoteser og prognoser.

Det er derfor helt centralt, at sagerne er tilstrækkeligt belyst, og at sagerne undergives et relevant samspil mellem en lægelig og en juridisk vurdering.