Seneste domstolspraksis om tilkendelse af førtidspension

Af advokat (L) Anita Strauss Sørensen og advokat (H) Sv. Aa. Helsinghoff

 

Højesteret afsagde den 29. juni 2004 endnu en dom i en sag om tilkendelse af førtidspension.

 

Sagen vedrørte en mand (M) født i 1954, som i 1990 blev sygemeldt fra sit arbejde som truckfører pga. fibromyalgi. Han blev i 1993 tilkendt forhøjet almindelig førtidspension på baggrund af en speciallægeerklæring og resultatet af en arbejdsprøvning på et REVA-center.

 

I 1995 indhentede Kommunen en ny speciallægeerklæring, hvori speciallægen konkluderede, at funktionsniveauet ”ifølge beskrivelsen” var nedsat til under 1/3. Kommunen afslog at forhøje pensionen til den mellemste, og denne afgørelse blev påklaget til Det Sociale Nævn, som fandt M berettiget til den mellemste førtidspension.

 

Imidlertid påklagede Kommunen denne afgørelse til Ankestyrelsen, som fratog M den mellemste førtidspension, idet Ankestyrelsen kun fandt M berettiget til den lave pension.

 

Denne procedure blev gentaget i 1997/98 hvor Kommunen igen afslog at forhøje pensionen. Det Sociale Nævn indhentede en ny speciallægeerklæring, der ud fra en samlet vurdering skønnede M’s erhvervsevne nedsat med mere en 2/3, hvorefter Det Sociale Nævn på ny tilkendte M den mellemste pension. Desværre påklagedes denne afgørelse igen af Kommunen til Ankestyrelsen, som for anden gang fratog M den mellemste pension.

 

Retssagen ved Højesteret vedrørte kun Ankestyrelsens afgørelse i 1998, og M nedlagde under sagen påstand om, at han var berettiget til den mellemste førtidspension fra 1998.

  

Ikke berettiget til den mellemste førtidspension

 

Højesteret nåede frem til, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsen afgørelse i 1998, altså gav Højesteret Ankestyrelsen medhold i, at M ikke var berettiget til den mellemste førtidspension.

 

Derudover henviser Højesteret til Landsrettens begrundelse for resultatet, og det er i Landsrettens dom, at det ”opklares”, hvilke konkrete forhold der har betydning for resultatet.

 

Lidt forenklet skriver Landsretten: ”Efter oplysningerne om M’s fysiske og intellektuelle evner og aktiviteter sammenholdt med de objektiverbare fund omkring hans sygdomsbillede… er der ikke grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse”.

 

De fysiske og intellektuelle evner og aktiviteter

 

Ved at nærlæse dommen kan man udlede, at M har været formand for en bilklub for terrængående biler, og at han i klubben har deltaget i aktiviteter af ikke uvæsentligt omfang. Mange vil sikkert finde denne information irrelevant for sagen, for selv om man er syg, er det vel tilladt at indrette tilværelsen således, at man skaber sig lidt livskvalitet i form af en fritidsinteresse? Og en fritidsinteresse siger vel ikke i sig selv noget om erhvervsevnen, eller hvad?

 

Disse spørgsmål kan ikke besvares entydigt, men noget tyder på, at i lige præcis denne sag er oplysningen om M’s fritidsinteresse kommet til at fylde en stor del af sagen, eftersom Landsretten begrunder resultatet med henvisning til M’s fysiske og intellektuelle evner og aktiviteter.

 

Fritidsinteresser kan altså komme til at spille en rolle for bedømmelsen af funktionsniveauet, men der skal meget til, før det kan tillægges så megen vægt, som det fremgår af sagen her. Det kan tilføjes, at der faktisk var en speciallæge i sagen, som i sin erklæring udtalte, at det som M oplyste om sit funktionsniveau i forbindelse med undersøgelsen ikke stemte overens med hans funktionsniveau som formand i den pågældende klub.

 

Objektive fund

 

To speciallæger i sagen udtaler, at der ikke er overensstemmelse mellem de subjektive klager og de objektive fund.

 

Sygdommen fibromyalgi kan som bekendt ikke dokumenteres ved f.eks. røntgenbilleder eller blodprøver. Derfor bliver beskrivelsen af funktionsniveauet central, når det vurderes, om sygdommen har den sværhedsgrad, som patienten selv giver udtryk for.

 

Hvis man er nødsaget til at støtte sig til krykstokke, hvis ikke man kan gå op ad trapper, hvis man har hjælpemidler i hjemmet, så er det ”synlige” eller objektive tegn, der kan støtte de subjektive klager.

 

Er man derimod aktiv i forskellige sammenhænge, det være sig foreninger eller socialt, så vil det også indgå i vurderingen af om de subjektive klager svarer til de objektive fund.

 

Og det var lige præcis den vurdering, som Landsretten og Højesteret foretog i sagen med M, hvor de sammenholder M’s aktivitetsniveau, jf. det foregående afsnit, med de objektive lægelige fund. Højesteret vurderer altså, at den beskrivelse M har givet af sig selv i forbindelse med speciallægeundersøgelserne ikke kan forenes med M’s funktionsniveau i øvrigt, og de lægelige fund kan heller ikke støtte hans beskrivelse, hvorfor konklusionen bliver, at de erklæringer der konkluderer, at hans erhvervsevne er nedsat med mere end 2/3 ikke kan tillægges betydning.

 

Det har så heller ikke gjort M’s sag nemmere, at Retslægerådet under sagen har udtalt sig mindre positivt om visse aspekter af diagnosen fibromyalgi, hvilket muligvis også har påvirket dommerne. Retslægerådet anfører dog sammenfattende, at fibromyalgi er en anerkendt diagnose i Danmark, men at diagnosen bør anvendes med omtanke.

  

Forværring af helbredstilstanden

 

Endelig skal det bemærkes, at M er tilkendt den forhøjede almindelige førtidspension i 1993, og det er derfor en betingelse for at få pensionen forhøjet, at der er sket en forværring af den helbredsmæssige tilstand, som forringer funktionsniveauet yderligere.

 

Med de uddrag, der er i dommen af speciallægeerklæringerne, er der ikke beskrevet nogen væsentlig ændring af tilstanden i denne periode.

 

Det vil sige, at man faktisk kan risikere at være tilkendt den lave førtidspension på et måske ”tyndt” grundlag, hvilket i sig selv kan besværliggøre en efterfølgende forhøjelse af pensionen på det tidspunkt, hvor man selv har indhentet yderligere dokumentation f.eks. i form af speciallægeerklæringer, som beskriver funktionsevnenedsættelse mere fyldestgørende, men uden at der er indtrådt en ændring/forværring af tilstanden.

  

Retstilstanden ikke ændret

 

Hvilken betydning har Højesterets dom af 29. juni 2004 for retstilstanden på pensionsområdet?

 

Der er ikke sket en ændring af retstilstanden med denne dom. Som det fremgår af ovennævnte redegørelse er dommen aldeles konkret begrundet, og Højesteret anfører ikke nogen generelle retningslinjer i dommen.

 

Det er fortsat den første Højesterets dom af 22. december 1999, som er den ledende på området; det er den dom, som primært udstikker de generelle retningslinjer for, hvad der skal tillægges betydning.

 

Så der skal fortsat være ”et sikkert grundlag” for, at domstolene vil tilsidesætte forvaltningens afgørelser i pensionssager, og ”et sikkert grundlag” betyder, at stort set alle oplysninger i sagen skal pege på, at man har krav på mere end man er tilkendt.

 

Og selv om Højesterets dom af 29. juni 2004 kan virke hård, så kan den godt forenes med kriteriet ”et sikkert grundlag”, for der var jo netop 2 læger der udtrykte deres tvivl om, hvorvidt M’s klager var reelle, og mere skal der ikke til for at domstolene ikke føler sig sikre nok til at tilsidesætte forvaltningens skønsmæssige afgørelse.