Arbejdsskade anerkendt efter 12 år

Eller historien om, hvordan det kan gå, når man udfylder en anmeldelsesblanket vedrørende en arbejdsskade i en frokostpause – uden i øvrigt at modtage rådgivning fra arbejdspladsens tillidsmand, fagforening eller andre.                                          

Skadelidte, der er uddannet social- og sundhedshjælper, var på skadestidspunktet – medio januar 1993 – forholdsvis nyudlært og ansat ved hjemmeplejen.

Ulykkestilfældet indtraf i forbindelse med, at skadelidte og en kollega var ved at flytte en delvis lam patient fra seng til kørestol.

Skadelidte holdt om patienten og stod foran ham, og kollegaen skulle så dreje patienten over i en kørestol.

Imidlertid fik kollegaen ikke ordentligt fat i patienten, og da skadelidte skyndte sig at sætte patienten ned i kørestolen, holdt han fast i skadelidte, der dermed blev trukket med ned i/ind over kørestolen og pådrog sig der ved et pludseligt knæk i lænden, og herefter opstod der omgående smerter i ryggen hos skadelidte.

Arbejdsulykken blev af arbejdsgiver anmeldt til Kommunernes Arbejdsskadeforsikring A/S i begyndelsen af februar 1993, ligesom der også blev udfyldt lægeerklæring fra egen læge i forbindelse med anmeldelsen, hvor det blev angivet, at der var tale om et lændehold med smerter over nederste lændehvirvel.

Efterfølgende blev der medio marts 1993 lavet endnu en anmeldelse fra arbejdsgiver og egen læge, ligesom skadelidte også selv udfyldte et spørgeskema i sin frokostpause uden i øvrigt at være bistået af hverken tillidsmand, leder, fagforening eller andre.

Da skadelidte desværre i sin egen anmeldelse kom til at skrive, at der ikke var noget, der afveg fra arbejdets sædvanlige gang, og at der ikke var tale om en usædvanlig situation, skrev Kommunernes Arbejdsskadeforsikring A/S i slutningen af marts 1993 til skadelidte, at hendes lidelse efter selskabets opfattelse ikke var opstået ved et ulykkestilfælde, eller hvad der dermed kunne ligestilles, hvorfor selskabet henlagde sagen.

Skadelidte, der ikke var bekendte med, hvordan sagsgangen er i arbejdsskadesager, foretog sig ikke yderligere, og det var først, da en kvik læge i forbindelse med en undersøgelse i august og oktober måned 1997 foreslog sagsøger at få genoptaget sagen, at sagsøger rettede henvendelse til sin fagforening, hvorefter sagen blev genoptaget.

 Arbejdsskadestyrelsen anerkendte herefter i januar måned 1998 det indtrådte tilfælde som en arbejdsskade.

Afgørelsen blev dog påklaget af Kommunernes Arbejdsskadeforsikring A/S til Ankestyrelsen, idet man blandt andet anførte, at der var uoverensstemmelse mellem de nye oplysninger og de oplysninger, der var indgået på sagen i 1993.

Disse synspunkter fik Kommunernes Arbejdsskadeforsikring A/S medhold i ved Ankestyrelsen, idet det blandt andet tydeligt blev påpeget, at skadelidtes egen udfyldelse af spørgeskemaet netop havde påpeget, at der ikke var tale om nogen særskilt hændelse, der afveg fra det normale forløb.

Ankestyrelsen henviste i øvrigt til praksis, hvorefter der lægges vægt på den oprindelige forklaring om hændelsesforløbet.

Dette på trods af, at kollegaen til skadelidte bekræftede hændelsesforløbet.

Det kan i den forbindelse tilføjes, at det ikke er tilstrækkeligt, at et vidne skriver:

” hermed min bekræftelse på, at jeg har overværet, at skadelidte kom til skade, da vi var på arbejde.”

En sådan erklæring er stort set værdiløs.

Efter denne afvisning meddelte skadelidtes fagforening, at man ikke kunne komme videre med sagen, og man foretog sig herefter ikke yderligere fra fagforeningens side.

Efterfølgende blev skadelidte den 01.11.2000 tilkendt mellemste førtidspension blandt andet på baggrund af følgerne efter arbejdsulykken.

I sommeren 2001 rettede skadelidte herefter henvendelse til undertegnede primært med henblik på en vurdering af, hvorvidt der var tilkendt pension fra det rigtige tidspunkt, og endvidere en vurdering af arbejdsskadesagen.

Herefter blev der rettet henvendelse til Arbejdsskadestyrelsen med anmodning om at genoptage sagen, idet det samtidig blev gjort klart, at der ville blive fremskaffet yderligere dokumentation til belysning af arbejdsskaden.

Denne dokumentation nåede midlertidig ikke at fremkomme, inden Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse i sagen i begyndelsen af november måned 2001, hvorefter man afviste at genoptage sagen, hvilken afgørelse Ankestyrelsen efterfølgende stadfæstede ultimo marts 2002 på trods af, at der var fremsendt en erklæring fra skadelidtes kollega, der til fulde bekræftede hændelsesforløbet og detaljeret beskrev, hvorledes skaden var indtrådt.

Da det stod klart, at Ankestyrelse havde truffet afgørelse uden at medinddrage denne erklæring, blev der på ny rettet henvendelse til Arbejdsskadestyrelsen i begyndelsen af april 2002 med anmodning om genoptagelse.

Herefter traf Arbejdsskadestyrelsen afgørelse i sagen ultimo maj 2002, hvorefter man nu anerkendte det indtrådte ulykkestilfælde som en arbejdsskade.

Afgørelsen blev på ny påklaget af Kommunernes Arbejdsskadeforsikring A/S i juni måned 2002, idet man endnu en gang henviste til, at der nu var fremkommet oplysninger, der ikke kunne indeholdes i den oprindelige anmeldelse.

Ankestyrelsen ændrede Arbejdsskadestyrelsen afgørelse, idet man afviste at anerkende det indtrådte tilfælde som en ulykke, idet man endnu en gang anførte, at der var tale om en ny beskrivelse, der ikke kunne indeholdes i den oprindelige anmeldelse fra skadelidte.

Efterfølgende blev der argumenteret frem og tilbage mellem undertegnede og Ankestyrelsen, men da Ankestyrelsen fastholdte sit afslag, var der kun en mulighed tilbage, nemlig at udarbejde stævning, og da der blev meddelt fri proces hertil, blev der sendt stævning af sted til Vestre Landsret ultimo marts 2004.

Under domsforhandlingen i begyndelsen af april måned 2005 fandt Landsretten, at det ubestridt kunne lægges til grund, at skadelidte havde pådraget sig en rygskade i januar måned 1993.

Endvidere fandt Landsretten, at man måtte lægge betydelig vægt på de oplysninger, der var afgivet fra skadelidte i forbindelse med anmeldelsen, og selv om disse ikke var helt præcise, fandt Landsretten dog, at skadelidte i forbindelse med sin vidneforklaring var i stand til detaljeret og troværdigt at beskrive ulykkestilfældet, således at forklaringen kunne indeholdes i skadelidtes oprindelige beskrivelser af årsag til skadens opståen og anmeldelser, der blev fremsendt til forsikringsselskabet.

Yderligere fandt Landsretten, at skadelidtes forklaring indholdsmæssigt svarede til journaltilføjelsen fra den læge, der foreslog skadelidte at genoptage arbejdsskadesagen, og at skadelidtes forklaring af begivenhedsforløbet skriftligt var blevet bekræftet af den tidligere arbejdskollega.

Endelig fandt Landsretten, at selv ulykkestilfældet også kunne betragtes om en pludselig udefrakommende begivende, jfr. Arbejdsskadeforsikringslovens § 9, nr. 1.

Det kan supplerende oplyses, at Vestre Landsret umiddelbart efter domsforhandlingen fremkom med deres tilkendegivelse, hvorunder man pointerede, at der var tale om en konkret vurdering.

På trods heraf ønskede Ankestyrelsen dom i sagen, hvilken blev afsagt ultimo juni 2005, og da dommen ikke er anket til Højesteret, skal skadelidte nu mere end 12 år efter skadens indtræden have afgjort, hvilken erstatning og hvor meget der kommer til udbetaling i anledning af arbejdsskaden.

Konklusionen på historien er, at man skal sørge for at være omhyggelig med udfyldelse af anmeldelser af arbejdsskadesager, man skal sørge for, at der bliver givet de samme oplysninger både fra skadelidte, egen læge og arbejdsgiver.

Endvidere skal man sørge for, at eventuelle erklæringer, der fremlægges, er tilstrækkelige uddybende og beskrivende, og sidst men ikke mindst, er det ikke sikkert, at man skal kaste sagen i papirkurven efter en negativ afgørelse fra Ankestyrelsen.

Den 27. september 2005